Stadig flere djøfere starter for sig selv

5.10.2016

af

Foto: Ricky John Molloy

Foto: Ricky John Molloy

Antallet af djøfere med eget firma stiger støt. At få mere frihed er en vigtig drivkraft. Mød Jeanette Hallundbæk og to andre djøfere, der har valgt at være deres egen chef.

Fakta om selvstændige djøfere

Så mange djøfere er selvstændige

Juli 2006: 384

Juli 2010: 548

Juli 2016: 1.163

Note: Antallet er ekskl. advokater.

 

Kønsfordeling blandt selvstændige djøfere

Kvinde: 34 %

Mand: 66 %

Kilde: Djøf

Jeanette Hallundbæk, Hallundbæk Consult

Drømmen om at blive selvstændig ligger simpelthen i generne, mener Jeanette Hallundbæk. Hendes far var landmand, og da hun fik sit første job hos en bager, gik der ikke længe, før hun selv gik med tanker om egen bagerbutik. Siden blev hun bartender på et værtshus, og så overvejede hun at starte sin egen cafe.

Der kom dog til at gå temmelig mange år, før hun gjorde alvor af det og startede enmandsvirksomheden Hallundbæk Consult.

Jeanette Hallundbæk er antropolog og har en master i organisationspsykologi. Hun har i mange år arbejdet med strategisk ledelse, social kapital og organisationsudvikling – senest som HR-partner i ATP og før det som HR-chef i Ældre Sagen.

Har opfundet et brætspil

Den første overskrift på Jeanette Hallundbæks forretningsplan for Hallundbæk Consult var ’lej en HR-chef’. Den er dog justeret i løbet af de to år, hvor hun har været selvstændig.

”Min tese var og er, at HR-opgaven bliver varetaget af bogholderiet eller PA’eren i mange små og mellemstore virksomheder, men at det kan være rigtig godt for bundlinjen at få noget professionel hjælp på den front.”                   

Der gik heller ikke længe, før Jeanette Hallundbæk blev hyret ind af en transportvirksomhed i fire måneder, men siden udgangspunktet med ’lej en HR-chef’ har hun udbygget sine ydelser. Hun rådgiver og holder kurser inden for især social kapital.

Og så er hun blevet opfinder. Hun har udviklet KerneSpillet – et brætspil, som ledere kan bruge til at komme i dialog med medarbejderne om virksomheden eller organisationens kerneopgave.

”Jeg har altid brugt konkrete værktøjer i min undervisning, og det har jeg fået rigtig meget positiv feedback på. Samtidig har jeg set så mange eksempler på, at der ikke er det rette fokus på kerneopgaven, fordi det er svært for ledelsen at få den formidlet videre til medarbejderne.”

Men det koster og tager tid at udvikle sådan et spil. Jeanette Hallundbæk har brugt flere måneder i år på spillet, og det betyder også, at der nu skal løbes ekstra stærkt for at tjene penge til butikken.

Sidste år tjente Jeanette Hallundbæk stort set det samme, som da hun var ansat. Og det giver ro på bagsmækken.

”Min mand synes, det har været udfordrende, at der ikke er samme økonomiske sikkerhed forbundet med livet som selvstændig som i et fast lønnet job. Fx er der jo ingen garanti for, at den tid og de investeringer, jeg har lavet her i starten, tjenes hjem igen. Det har da påvirket vores fælles økonomi. Så det har vi selvfølgelig talt en del om, og jeg er da meget opmærksom på, at det har en konsekvens for min familie, at jeg er selvstændig. Jeg synes til gengæld, at jeg har fået en større fleksibilitet og er blevet mere tilfreds med mit liv.”

’Just do it’

Indtjeningen er imidlertid ikke det centrale for Jeanette Hallundbæk. Og arbejdstiden taler vi ikke om – kun at der er mange lange dage.

”Min drivkraft er friheden til at kunne gøre det, jeg brænder for, og til at kunne tilrettelægge min egen arbejdsdag. Men selvfølgelig skal jeg også tjene penge.”

Hvor tror du, du er om tre år?

”Jeg tror godt, Hallundbæk Consult kan have udviklet sig til en lille konsulentvirksomhed med et par ansatte – for jeg synes, det er sjovt og berigende at arbejde med andre,” siger Jeanette Hallundbæk.

Hvad er dit råd til andre, der overvejer at bliver selvstændige?

”Hvis de har den mindste lyst til det, vil jeg bare sige: ’Se nu at komme ud af hamsterhjulet.’”

                            

Jeanette Hallundbæks guide til dig, der overvejer at blive selvstændig:

  • Det tager to-fem år at få skabt forretningen.
  • At være selvstændig er en livsstil – arbejde og fritid smelter sammen.
  • Det er ikke bare dig, der bliver selvstændig – det får også indflydelse på familien.
  • Lav budget og forretningsplan.
  • Du sælger gennem dit netværk og din personlighed.
  • Du bliver din egen økonomi-, markedsførings-, udviklings- og salgschef etc.


 

Foto: Ricky John Molloy

 

Kasper Hounsgaard, Copenhagen Optimization

Det er gået rigtig stærkt for Kasper Hounsgaard og hans partner, Anders Dohn. For mindre end to år siden startede de virksomheden Copenhagen Optimization. De gav det allerhøjst ét år – hvis ikke de tjente penge inden da, ville de lukke igen. Men det blev slet ikke aktuelt. I dag er de 11 ansatte og har planer om at blive mange flere.

De to partnere har arbejdet sammen i København Lufthavn, hvor de begge havde en lederstilling. Kasper Hounsgaard er cand.polit., og hans makker er ph.d. i anvendt matematik.

Deres forretningsidé er at optimere arbejdsgangene gennem hele lufthavnen, så passagererne kommer hurtigst muligt frem. Den samme tankegang er de i gang med at sælge til hospitaler. Her handler det om, hvordan man hurtigst og bedst får en patient behandlet.

”Jeg synes, det er fantastisk, at vi kan få passagerer og patienter til at vente kortere og kortere tid,” siger Kasper Hounsgaard.  

Vokseværk

Kasper Hounsgaard tipper på, at firmaet når op på 1.000-2.000 medarbejdere og måske får kontorer flere steder i verden – hvis de vil, og hvis passionen er der. For det er den, der driver ham, siger han.

”Det er ikke et mål, at vi skal være større. Vi vokser, fordi det er naturligt. Hvis vi bliver 100 og har det skægt, så kan det da også være, at vi stopper dér.”

Lige nu synes han, at hver eneste arbejdsdag er sjov.

”Mine venner siger: ’Du er jo en anden Ole Henriksen – glad kan man ikke være’,” fortæller Kasper Hounsgaard.

Han er også glad for, at han ikke er alene om virksomheden.

”Jeg havde intet ønske om at starte selv. Primært fordi jeg ikke kunne alene – jeg mangler den dybe operationsanalytiske viden, som er kernen i vores forretning. Men også fordi man som selvstændig skal tage et hav af beslutninger.”

Copenhagen Optimization går på to ben: Det er en rådgivningsvirksomhed, men planen er, at firmaet også skal blive en global leverandør af software målrettet mod organisationer med store logistik- og planlægningsopgaver. Der er 350 store lufthavne i verden, uanede mængder af hospitaler og andre industrier, der sagtens kan få glæde af at få optimeret deres forretningsgange. Så potentielle kunder er der nok af, mener Kasper Hounsgaard.

Han arbejder nok noget mere, end han gjorde før – det bliver nemt 50 timer om ugen – og han rejser også en del.

”Det har da sine omkostninger for min kone og børnene derhjemme. Jeg er hjemme ved 16-17-tiden, når jeg ikke rejser, og så arbejder jeg om aftenen. Men udfordringen er at være mentalt til stede, når jeg er hjemme, for i mit hoved kan jeg nemt være på arbejde hele tiden.”

Og det går som nævnt stærkt hos Copenhagen Optimization.

”Vi skal med et modeudtryk være meget agile. Lige nu har jeg mange kasketter på. Men jeg har også friheden til stille og roligt at finde ud af, hvad jeg primært skal tage mig af på sigt. Anders og jeg komplementerer hinanden perfekt. Og så er vi begge meget strukturerede. Vi bruger ikke mavefornemmelse, men går nøgternt til værks.”

Find en partner

Det er ikke pengene, men passionen, der får Kasper Hounsgaard til at gå glad på arbejde hver dag.

”Jeg er ikke drevet af penge. Men selvfølgelig bliver jeg ikke sur, hvis vi en dag kan sælge firmaet for en hel masse penge.”

Hans bedste råd til andre, der overvejer at starte egen virksomhed: Find en partner.

”Jeg tror, jeg var gået kold, hvis jeg ikke havde en anden at vende tingene med. Jeg er overbevist om, at vi ikke havde været her i dag, hvis ikke vi havde været sammen om det.”


                            

Foto: Ricky John Molloy

                            

Morten Asbjørn Jensen, asbjørnjensen

Ikke et eneste job har Morten Asbjørn Jensen søgt i de seneste mange år. Han er altid blevet ’hentet’ eller opfordret til at søge de job, han har fået. Og det kan tilskrives hans netværk – som i dag er endnu mere afgørende end nogensinde.

For otte år siden startede han nemlig egen kommunikationsvirksomhed under navnet asbjørnjensen. Og på den ene eller anden måde kommer opgaverne stort set altid ind via hans netværk.

”Jeg har verdens bedste netværk, fordi jeg har gået i skole med beslutningstagerne. Mange af dem, jeg har læst med på statskundskab, er jo chefer, direktører eller ministre i dag – i både offentlig og privat sektor.”

Morten Asbjørn Jensen er sjældent ude at byde på en opgave, og han behøver ikke at banke døre ind for at få opgaver. Men han plejer sit netværk og holder jævnligt kaffemøder uden nogen dagsorden – og faktisk oftest, når han har mest travlt. For så spirer der måske opgaver frem til perioder, hvor opgaverne ikke vælter ind.

Økonomien kører

Morten Asbjørn Jensen har tidligere været partner i kommunikationsvirksomheden Operate. I dag er hans primære opgaver kommunikationsstrategier og tekst, og han arbejder særligt med adfærdsændrende kommunikation. Fagligheden har han styrket gennem de fleste af sine tidligere job.

”Mit talent har altid været strategi og dét at kunne tale og tænke i stærke billeder. Når jeg skal joke med mine kunder, siger jeg – som sandt er – at jeg aldrig har taget et eneste kommunikationsfag.”

Morten Asbjørn Jensen havde i sin tid et mål om at omsætte for det samme, som han fik som partner i Operate. Et mål, han nåede allerede efter det første år.

”Hvad der så kommer derudover, betragter jeg som en bonus. Men i starten nagede usikkerheden – kunne jeg skabe min egen indtægt?”

Det kunne han. Men han havde også en blød start, for han havde nogle opgaver med fra Operate, og han arbejdede også freelance for dem i en periode.

Han er ene mand i virksomheden på nær en studentermedhjælper i ny og næ. Og sådan bliver det nok ved med at være, for han vil ikke være personaleleder. Det har han prøvet, og det tager for meget tid fra dét, han synes er sjovest – opgaverne.

”Det dræner mig at have ansatte – som en melonske, der huler mig mere og mere ud for hver dag. Og så slipper jeg også for bekymre mig over at skulle hive løn hjem til dem. Det er et stort ansvar. Min HR-strategi er ikke at have medarbejdere, men i stedet en masse partnere. Jeg arbejder fx sammen med filmproducere, grafikere og managementkonsulenter.”

Nyder at være sin egen chef

Morten Asbjørn Jensen har et stort behov for selv at styre, hvilke opgaver han løser for hvem og hvornår.

”Jeg har en stor frihedstrang i mig og har kun lyst til at arbejde med noget, jeg brænder for. Jeg kan godt arbejde igennem hele natten, hvis det kræves, og jeg er meget fokuseret, når jeg arbejder. Men jeg arbejder max 37 timer om ugen i gennemsnit. Jeg prioriterer i langt højere grad fleksibilitet og økonomisk råderum end rigdom og dyre biler.”

Morten Asbjørn Jensen er B-menneske, så her passer friheden som selvstændig også perfekt til ham – ingen rynker på næsen, hvis han først tjekker ind lidt før kl. 10.

Dét at være selvstændig er gået i blodet på ham, så han har ingen planer om at lave om på det.

”Jeg ville heller aldrig ansætte mig selv – én, der har truffet alle beslutninger i 15 år. God fornøjelse, siger jeg bare.”

 

Morten Asbjørn Jensens økonomiske fif til selvstændige:

  • Du skal sælge, mens du har allermest travlt, for så har du hele tiden opgaver i udsigt.
  • Du kan med fordel love dine opgaver færdige, før end du regner med, at de er klar. Så holder du næsen i sporet. Og hvis der er noget, der forsinker opgaven, er det typisk fra kundens side.
  • Du skal sende regningen, den dag du har afsluttet en opgave. Så er der sjældent nogen diskussion om regningens størrelse – og du har styr på likviditeten.
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet