Miniguide til længere møder

Ahhh, møder. Herlige afbræk i ellers produktive arbejdsdage. Sidder man og har næsten grebet en tanke, man bare lige skal følge til dørs, blim, så dukker notifikationen op: “Møde om 5 minutter”. Og blim, så forsvinder tanken. Så var det heller ikke i dag, man fik ­regnskabet afstemt/reddede verden/fik bestilt krus, man ­ikke brænder sig på, til kantinen. Men pyt, det planlægningsmøde er præcis, hvad man har brug for at komme igennem dagen med et ­udbrændt smil på læben. Her er derfor tre effektive metoder til at forlænge de elskede møder:

Kom for sent

Et mødetidspunkt er altid vejledende! Begynder mødet klokken 10, er det naturligvis først klokken 10, du løfter måsen og begiver dig hen mod mødelokalet. Skal du træde af på naturens vegne, hente en cola eller foretage en opringning til din voksbehandler, kan nå sagtens nå det først. Husk på, at egentid er vigtig. Lad dig ikke stresse af managementtypernes tidsoptimerings­modeller.

At en – eller allerhelst flere – mødedeltagere kommer dryssende, har den fordel, at de andre begynder at tale om noget uden for dagsordenen. Samtalen bliver så uundgåeligt et improviseret første punkt og vil fortsætte, længe efter at alle er til stede.

Samtalen vil også genstarte løbende, så ­alle kan være med. Og de første til at arrivere kan flere gange nyde historien om, hvor lidt for lidt sovs der var til Ernas sølvbryllup.

Dagsorden er for tåber

I et pinagtigt forsøg på at prime mødedeltagerne til at holde sig til dagsordenen, er der desværre opstået en tendens til at rundsende den på forhånd. Fald ikke for disse mind games!

Det er vigtigt at kende den eviggyldige afsporingssætning: “Nu vi er i gang med at tale om X/bogholderiet/dig, bør vi også tale om Y/IT-afdelingen/mig.”

Har du ikke andet i baghånden, kan du ­altid tage en telefonsamtale. Så kan den tid, du er væk, og den tid, det tager at briefe dig om, hvad der skete, mens du var væk, lægges til den samlede varighed af mødet.

Løs bagkant

Møder, der aldrig slutter, er endemålet for den gode mødekultur. Dér mærker man virkelig, man lever. Autopiloten slår fra, og man er totalt til stede i sin sukkerkolde, hjerneslørsramte, maveknurrende krop. Nøjagtigt som mindfulness-guruer anbefaler.

Den løse bagkant behøver ­ikke engang gælde alle mødedeltagere. Faktisk giver det en langt sjovere stemning, hvis nogen konstant ser på uret og angstsveder ved tanken om, hvor daginstitutionen mon sender uafhentede børn hen.

God mødekarma herfra.