Freelancejob bliver The New Normal

13.1.2016

af

Foto: Lars Bahl

Foto: Lars Bahl

Voksne mennesker i dag forstår ikke internettets betydning for fremtidens arbejdsmarked, siger Steffen Hedebrandt, som blogger om den nye freelanceøkonomi. Globale freelancere, der byder ind på alt, bliver fremtiden.

Det er kun, hvis du er offentligt ansat, du stadig kan putte dig på en fast arbejdsplads i fred for daglig konkurrence på løn og kompetencer fra alverdens globale videnfreelancere, der byder ind via internettet.

”Fremtidens virksomheder bliver med en rygrad af fastansatte. Resten bliver hentet ind, når de skal bruges, og det kommer i høj grad til at ske via internettet. Store rådgivningskoncerner som Deloitte og Accenture taler allerede nu meget om såkaldt extended workforce.”

Sådan lyder det fra Steffen Hedebrandt, som er cand.merc. og lige hjemvendt fra tre år i Norge som leder i det amerikanske firma Upworks europæiske hovedkontor i Oslo. Upwork hjælper kunder fra USA, Canada, EU og Australien med at finde de rigtige freelancere til alverdens opgaver og er p.t. verdens største på feltet.

Steffen Hedebrandt var en af oplægsholderne på en nordisk konference for nylig for de nordiske akademikerorganisationer om fremtidens globale arbejdsmarked.

”Her hørte jeg de finske oversætteres fagforening stolt fortælle, at de havde lavet en aftale med arbejdsgiverne om kun at bruge finske oversættere. Jamen, held og lykke med det. Internettet er fuldstændig ligeglad med sådan en aftale. Der er ingen grænser på internettet.”

Det nye globale kapløb mod bunden

Financial Times opsummerede for nylig – i en artikel optrykt i Weekendavisen – skismaet ved det boomende nye arbejdsmarked med platforme, som forbinder arbejdsgivere og ’selvstændige arbejdere’, der løser ’mikroopgaver’ for dem:

Er det revolutionen, der vil føre til et mere demokratisk og meritokratisk globalt arbejdsmarked? Eller er det ’det nye ­globale kapløb mod bunden’?

Steffen Hedebrandt lægger sig mest op af det første synspunkt.

”Hvorfor skal du have mere i løn, bare fordi du sidder i Danmark og ikke i Ukraine, hvis hende i Ukraine gør det bedre end dig? Fremover afgør kvaliteten af arbejdet, hvem der får opgaven, og hvad du bliver betalt. Ikke hvor du bor, hvor du har læst, og hvem du er i old boys-netværk med. Internettet gør det nemt og transparent at finde de bedste kompetencer til prisen. Det er demokrati.”

Men hende i Ukraine er jo også væsentligt billigere?

”Ja, og det bliver en brat opvågning for fagforeningerne. De bliver nødt til at finde ud af, hvordan de holder på alle dem, som kommer til at arbejde som en slags business-in-­one. ­Ellers har disse mennesker ingen grund til at betale kontingent. Unge har ingen respekt for fagbevægelsens historiske kampe og sejre.”

Fagforeningerne vil blive tvunget til at tænke i vilde idéer, spår han.

”Hvorfor ikke agere bank, kassekredit, forsikring og pensionsopsparing for freelancerne? Hvorfor ikke tilbyde dem co-working-steder og hjælp til at gå flere sammen om at byde ind på større opgaver? Men senest så vi helt tåbeligt, hvordan Dagpengekommissionen bare lod være med at tage stilling til freelancere og selvstændige i fremtidens a-kassesystem. Det holder ikke en meter.”

Men djøfernes arbejde er jo meget nationalt bundet og ­rammes kun lidt af det her?

”Det er en påstand, som kradser hos mig. Der er ikke ret meget arbejde, hvor det ikke i fremtiden giver mening at tænke i, om man kan hente det ind globalt. Eller bare hos én, der sidder nede i Korsør. Om 10 år kan alle finde ud af at ­lægge en opgave op på nettet og få nogle til at byde ind på den. Det bliver fremtidens store projektlederkompetence på viden­området.”

En sur gammel mand

Førhen var et fast job din adgang til at komme til at arbejde med avancerede statistiske redskaber på dyre computere. I dag har du dem selv: Google Drive, Google Analytics og hvad det alt sammen hedder. Nye redskaber bliver tilgængelige hver dag.

Vi er i dag konstant forbundet, chippen er blevet fordoblet i kapacitet hver 18. måned de sidste 50 år, minder Steffen ­Hedebrandt om og løfter sin iPhone 6.

Han kalder professor Guy Standing, der opfandt begrebet om prekariatet – et nyt, voksende lag i EU af daglejere, også højtuddannede, uden udsigt til fast job – for ’lidt en sur, gammel mand’.

”Voksne mennesker i dag forstår ikke internettets betydning for fremtidens arbejdsmarked. Guy Standing er en af dem, som virkelig har forstået noget af det. Men han er for sortseende. Jeg er selv dybt taknemmelig for, at jeg er født på et tidspunkt, hvor globaliseringen er blevet virkelighed for sådan én som mig. Jeg kan bo og arbejde, hvor i verden og hvornår jeg vil, bare jeg har en pc.”

Lige nu hygger han sig dog i et fast job som marketings­direktør i nichefirmaet Airtame, som sælger et nyudviklet, trådløst HDMI-stik til tv og projektorer.


 

Rådgiveren:

Isolation er den største trussel Margrete Bak fra fir­maet Karlbak rådgiver solo-selvstændige og freelancere.

Hvad er det hårde ved freelanceøkonomien?

”Fleksibilitet er blevet den nye møntfod i virksomhederne: ’Vi har brug for lige præcis din viden – men kun i to gange syv timer’. Det er blevet tiltrækkende at forsøge at spare på udgifterne ved at tilkøbe sig viden netto, dvs. ikke at betale fulde lønninger, men afregne i nettotimer, selvom viden er noget, du som sælger af den skal bruge hele ugen på at vedligeholde og udbygge.”

Hvad er det gode ved den voksende freelanceøkonomi?

”At vi kan få bragt vores viden i spil i forskellige kontekster og ikke kun på én arbejdsplads. For som individer bliver vi mere og mere interessebårne, dvs. båret af lysten til at bidrage med noget bestemt. Vores viden bliver mere individualiseret. Det passer ikke nødvendigvis ind i en fast form, som nogen har skåret til på et fjernt kontor.”

Hvad er vigtigt som solo-selvstændig eller freelancer?

”Isolation er den største trussel. Du står alene med at skulle prissætte din viden som en vare. Det kan hurtigt blive en meget psykologisk ting for dig. Jo stærkere fællesskaber, der skabes blandt udbydere af viden, desto bedre bliver vurderingen af, hvad der skal være prisen på det, du leverer.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Kim Røssell
8 år siden
Jeg savner lidt en redaktionel kommentar fra DJØF til denne artikel. En kommunal TR