Vælger musik til film tv og reklamer

9.9.2015

af

Har du nogensinde undret dig over, hvem der valgte musikken til din favoritfilm eller yndlingsserie? Måske var det Frederik Thybo og kollegerne fra Upright Music.

Vi er i et kontorkompleks på Vesterbrogade i København. Frederik Thybo står og byder velkommen mellem en flippermaskine og to minimalistiske reoler fyldt med LP-covers og musikblade.

”Jeg er Music Supervisor og Client Relations Manager her i Upright Music. En af mine primære arbejdsopgaver er at hjælpe instruktører, klippere, produktionsselskaber og reklamebureauer med at håndplukke den rette musik til deres produktioner. Jeg har en baggrund i musik og har spillet musik siden, jeg var fire år. Så hele den grundlæggende viden omkring musik – mavefornemmelsen om, hvad det er, der fungerer – den har jeg selvfølgelig med derfra.”

Han læste Performance Design på RUC og skiftede så til CBS, hvor han fik en master i Management of Creative Business Processes. Selv om han mener, at han mest fik jobbet på grund af sin passion for musik, og fordi han er en flink fyr, så giver uddannelsen også god mening.

”Udgangspunktet i min uddannelse er at være forbindelsesled mellem de kreative og de kommercielle kræfter. At kunne forstå, hvordan en kreativ sjæl tænker over for, hvordan de helt kommercielle kræfter fungerer. Det bruger jeg en del her i jobbet.”

Ud over at hjælpe kunderne med at finde musik til deres film, reklame, firmafilm og lignende, arbejder han også med kundepleje af firmaets svenske samarbejdspartnere og en smule rettighedsclearing.

Han mener, at man med den rette musik kommer et lag dybere ned i billederne og får understreget de følelser, som billederne forsøger at udtrykke.

Typisk kommer en kunde med et ønske om at finde noget musik, der passer til deres produkt. Frederik Thybo bruger så en kombination af musikalsk mavefornemmelse og sparring med kollegerne til at finde noget, der fungerer.

”Folk synes, det lyder som et enormt spændende job og sådan lidt luksus med at lytte til en masse musik og hjælpe folk med at finde det rette. Det er det også, men der er stadig budgetter, der skal overholdes. Det er jo en forretning, så det er ikke kun sjov.”

Han hjælper blandt andet SAS, Canal Digital og det svenske energiselskab Vattenfall med at finde musik til deres reklamer.

Er det et typisk 
Djøf-job?

”Det er svært at sige. Der er ikke så meget papirnusseri.”

Hvilken musik spiller du selv?

”Jeg er violinist og spiller blandt andet med i et band, der hedder CODY.”

Hører I meget musik på arbejdet?

”Ja. I vores hørebøffer. Vi hører så meget musik, at det ville være forstyrrende for de andre, hvis vi hørte det i højtalerne. Jeg lytter nærmest til musik non-stop, både derhjemme og på arbejdet.”

Kan I hjælpe Djøf med at finde en kendingsmelodi?

”Selvfølgelig kan vi det, men typisk sætter vi musik til billeder, så det vil afhænge meget af billederne, og hvilket udtryk I vil give.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet