Valgkampe skærper vores politiske kompas

Kasper Møller Hansen, professor i dansk ­politik, vælgeradfærd og valgkampe på Statskundskab på Københavns Universitet, er stadig lidt jetlagged. Han er netop landet fra en stor forskerkongres i Chicago. Men han stiller op, når medierne kalder – især når valget er lige om hjørnet.

Heldigvis trykkede Thorning ikke på knappen, mens de sad ovre i Chicago. For valgkampe er hektisk sæsonarbejde for valgforskere. Så bimler mobilen med journalister fra morgen til aften.

Sidste år udgav Kasper Møller Hansen og Karina ­Kosiara-Pedersen bogen ’Folketingsvalgkampen 2011
i perspektiv’.

En 400 siders koreografi af valgkampens anatomi ­efter modellen før, under og efter – byggende på det hidtil mest omfattende datamateriale om folketingsvalgkampe.

Der blev spenderet langt over 100 mio. kr. under sidste valgkamp, men ingen har tidligere undersøgt, hvad der kommer ud af de mange penge. Så bogen spørger: Hvordan påvirker valgkampe vælgerne, og hvad virker?

Valgplakater uden effekt

Valgplakater gør ikke. Det hørte vi i medierne for nylig, hvor DR kunne fortælle, at størstedelen af landets partier havde bestilt endnu flere valgplakater end i 2011.

Men det er formentlig spild af besvær og tryksværte. For Karina Kosiara-Pedersen kunne med bogen i hånden ­fastslå på DR: De mange plakater i lygtepælene flyttede ikke de ­personlige stemmer til folketingsvalget 2011, som vi ellers har set til kommunalvalg.

Det gjorde læserbreve, gadeevents og at stemme dørklokker heller ikke. Og heller ikke de sociale medier, som i høj grad fungerer som osteklokker, hvor man bliver bekræftet i ­sine synspunkter.

Selv penge gjorde ikke. Enhedslisten brugte fx knap 11 kr. pr. stemme i kampagneudgifter. De konservative brugte ­næsten 163 kr. Som bekendt blev Enhedslisten tre-doblet, De Konservative halveret.

Dét, der flytter stemmer i en valgkamp, er at komme i tv. Det vender vi tilbage til.

Valgkampe flytter ikke noget

Forskernes stærkeste arbejdshypotese var at undersøge, om valgkampe rykker på noget.

Svaret er nej. Valgkampe rykker vælgerne meget lidt.

”Vi har en forestilling om, at de gør det. Men det er lige omvendt. Uden valgkampe ville vi være meget mere ustabile som vælgere. Meningsmålinger er utroligt kedeligt stabile.”

Valgkampe holder os i stedet fast på det ståsted, vi har. De minder os om, hvorfor vi har indtaget det ståsted, og om alt dét, vi skal give slip på, hvis vi skiftede. Det tager ofte lang tid, før vælgerne siger: Nu skifter jeg! Virkelige gamechangere er sjældne i valgkampe.

Så valgkampe er altså ligegyldige og uden effekt.

”Absolut ikke! De har en kæmpeeffekt netop ved at gøre os til mere kompetente vælgere. De demokratiske sundheds­indikatorer bliver styrket.”

Danskerne er i forvejen dygtige til at placere politiske partier på en skala fra højre til venstre, men vælgernes politiske kompas bliver styrket i en valgkamp, fordi forskellene bliver trukket op.

Valgkampe ikke skyld i politikerlede

I disse år taler vi en del om politikerlede, tillidskrise og et drilledemokrati, som selv politikerne ikke kan holde ud.

Men det er ikke valgkampenes skyld, fastslår Kasper ­Møller Hansen.

Når valget er udskrevet, trækkes stikket til det samarbejd­ende Folketing. Så skal konflikten trækkes skarpt op. Det er valgkampens natur, og det er også vælgernes forventning.

Tillidsknækket mellem befolkning og politikere har ­andre grunde, mange faktisk. Og det er ikke kun mediernes person­fiksering, forsimpling af politik til rød og blå og præsident­valg, der bærer brænde til bålet, fastslår han.

Åbne tv-transmitterede samråd og lignende tiltag er fx med til at skrævvride billedet af, hvordan politik foregår, mener han.

Når der er tv på, klatrer politikere op i de høje træer. Når kameraet er slukket, skal de ned igen til det daglige rugbrødsarbejde af evige kompromisser. Men det får befolkningen ikke at se, de ser kun mudderkastningen.

Han kan i øvrigt dementere, at negative valgkampagner (kritik af modstandere) virker bedre end positive (fortælling om politikken). Det er mantraet i USA, men det holder ­ikke. Vi tror det formentlig, fordi medierne afrapporterer vildt ­meget mere fra en negativ kampagne end fra en positiv.

TV vinder stort

De sociale medier kommer ikke til at afgøre valget 2015, selvom journalisterne og medierne fanger hinanden på Twitter. For det er en lukket fest, fastslår Kasper Møller Hansen.

”De sociale medier er noget, du selv skal gå ind på. Og det gør du selektivt. Du søger bekræftelsen, ikke provokationen. Det er for de allerede omvendte. Derfor flytter det ikke stemmer mellem partierne. Kun internt på en liste, hvis den ene er markant bedre end de andre på Facebook.”

Den gode, gamle fladskærm er stadig det vigtigste kampvåben.

”Medierne spiller den helt store rolle i valgkampen. De er bindeleddet mellem politik og befolkning. Kun mediernes emner sætter en klar dagsorden hos vælgerne, og det er egentlig den hårdeste kamp, som kandidaterne er oppe mod. Og tv er det kraftigst virkende medie.”

Derfor er noget af dét, som han vil holde særligt øje med i valgkampen, da også, hvorfor politikere og partier kommer på tv. Hvad gjorde de, så det lykkedes?

Så også denne valgkamp bliver fortsat helt traditionel: TV, valgmøder, plakater, balloner og røde roser på butikstorvet.

Udadtil. For bag scenen er antallet af professionelle kampagnerådgivere eksploderet. Professionaliteten smitter af på selv den mest lokale kandidat, som i dag sidder og regner på, hvor mange plakater han skal hænge op på en vej med fartbegrænsning på 60 km i timen.

”Partierne og kandidaterne optimerer bag facaden. Det er grunden til, at valgkampe i dag er blevet så meget dyrere.”

Godt med et reality-tjek af 
forskningen

Før Chicago nåede Kasper Møller Hansen lige ud i DR til et bestilt oplæg for 50 DR-journalister. Den slags er sjovt og meningsfuldt.

”DR vil godt klæde deres journalister på fagligt, og det er godt for det oplyste folkestyre. Det er også sjovt og udfordrende – ikke mindst at få et reality-tjek på ens forskning af en gruppe personer, som sidder med fingeren på den løbende politiske puls, mens vi som forskere prøver at finde forklaringer og skabe perspektiv.”

Så Kasper Møller Hansen er glad for at tale med journalister.

”Alle vil have en forskervinkel på deres valghistorier. Også ham fra Radio Vestjylland og hende på Morsø Folkeblad. På den måde får jeg enormt meget at vide om, hvad der sker ude i valgkampen, som jeg ellers aldrig havde hørt.”

Han spørger også Christiansborg-journalisterne om politik, når de ringer.

”Jeg går ikke rundt inde på Borgen. Så de er en vigtig kilde for mig til at få at vide, hvad der sker i politik. Det giver mig også gode idéer til, hvad vi skal have undersøgt.”

Samfundsvidenskabelige bøger på dansk sælger ikke

Når dette valg er ovre, bliver det til en ny bog om valget 2015. Den kan dog først skrives, når forskerne har gennemført endnu en runde af den store, tilbagevendende ’Vælgerundersøgelse’ med timelange interviews med 2.000 danskere – som de har kørt efter hvert eneste folketingsvalg siden 1971.

Men Kasper Møller Hansen har et hjertesuk. Det er efter­hånden blevet paradoksalt svært for forskere på samfunds­videnskab at udgive bøger på dansk.

En bog som ’Folketingskampagnen i 2011’ (udgivet på Djøfs Forlag, red.) er ingen kioskbasker som ’Den hemmelige socialdemokrat’ eller ’LLR’ – til trods for gode anmeldelser og stor gennemslagskraft og omtale i den løbende debat, påpeger han. De studerende synes, den er for dyr, gymnasiet at den er for stor, og alle journalisterne ringer og spørger, om de ikke kan få den gratis – og det får de så.

Som forsker får man heller ikke meget merit for sådan en bog på dansk. Kun for videnskabelige, engelsksprogede artikler og bøger.

”Men vi bør have en bog på dansk om, hvorfor vælgerne satte deres kryds i 2015, som de gjorde. Det hører til i et demokrati at vide det. Det skylder vi forskere da samfundet.”