Han cykler specialet i hus

19.5.2015

af

Statskundskabsstuderende Henrik Lundorff Kristensen har startet projektet Viking Bike Academy, som skal øge cyklismen i Buenos Aires via dansk cykelkultur. Projektet udgør samtidig omdrejningspunktet i hans lige så originale universitetsspeciale.

Nu skal ældre i Argentinas hovedstad Buenos Aires ­efter dansk forbillede transporteres rundt i rickshaws. Det skal statskundskabsstuderende Henrik Lundorff Kristensen sørge for. Han er jublende glad. Aftalen om at repræsentere det danske projekt ’Cykling uden alder’ i Buenos Aires er netop kommet i stand, og det passer som fod i hose til hans eget cykelprojekt Viking Bike Academy.

Projektet handler om at eksportere dansk cykelkultur til Argentina og er samtidig omdrejningspunktet for hans speciale på Statskundskab på Aarhus Universitet. Han er så at sige sin egen empiri…

Forvirret? Lad os begynde i 2009, hvor en ung, passioneret­ ­Henrik Lundorff Kristensen begyndte på Statskundskab.

Et gok i nødden

”Jeg har altid været ­samfundsengageret og politisk interesseret, men ikke i ­partipolitisk forstand. Jeg vil agere ude i ­virkeligheden, og ja – måske er jeg lidt naiv idealistisk, men jeg vil gerne helt konkret gøre en forskel i verden,” siger han.

Men statskundskab gav ham et ”gok i nødden”.

”Det var som om, at studiet handlede om at slukke ilden og gøre os studerende til bureaukratiske og firkantede mennesker, der kun går op i tal og har mindre øje for, om vi bidrager med konkret værdi for samfundet,” siger han.

Gokket blev startskuddet til en proces, som han selv kalder et ”oprør” på Statskundskab. Sammen med to medstuderende stiftede han i 2012 studenterorganisationen Forum for Social Innovation i Aarhus, FOSIA, der skulle inspirere studerende ”til at skabe nye løsninger på samfunds- og miljømæs­sige udfordringer ved at bygge bro mellem den akademiske og professionelle verden”.

FOSIA blev en succes, og ud af initiativet opstod et fag ’Kan Statskundskabere skabe værdi?’, der sigter på at give statskundskabere kompetencer til at skabe værdi gennem innovative og entreprenante metoder.

Et springbræt til et liv i Buenos Aires

Henrik var dog slet ikke færdig med at gå ad veje, som han næsten selv (op)finder.

Han er fascineret af Sydamerika, og i 2013 var han udvekslingsstudent i ­Buenos Aires, hvor han også fik skabt sig et praktikantjob i bystyret. Opholdet toppede lykkeligt med, at han tilmed fik en argentinsk kæreste. Da han skulle i gang med sit speciale, skulle det derfor ­gerne kunne fungere som et springbræt for et liv i Buenos Aires. Samtidig ønskede han, at det skulle være virkelighedsnært og potentielt kunne skabe social udvikling på en bæredygtig måde. 

Her sender Henrik en varm tanke til karriererådgiver i Djøf, Lone Rank. Hun stillede ham lige præcis de spørgsmål, der gjorde, at han blev afklaret om, hvordan han kunne få alle sine ønsker til at gå op i en højere enhed.

Promoverer cykelvenlig infrastruktur

I sit speciale ville han undersøge, hvor­dan han som politisk entreprenør kunne øge cyklismen i Buenos Aires gennem dansk cykelviden.

”Buenos Aires har et super godt bycykel-system. Der er mange stationer, og det er endda gratis at låne cyklerne, men cykelstierne er få og ikke ret gode – til gengæld er der masser af biler, busser og lastbiler, der de fleste steder har tre-fire vejbaner til rådighed.”

Derfor lobbyer han hos bystyret og samarbejder med NGO’er og den danske ambassade om at promovere en cyklistvenlig infrastruktur.

Og han har formået at få opmærksomhed på sin sag. For nylig deltog han i en cykelfestival, organiseret af den danske ambassade, den hollandske ambassade og bystyret, han er blevet interviewet til aviser og radio, et børnemuseum har hyret ham og en hollandsk NGO til at designe en cykellegebane til børn, og nu har han netop fået aftalen med Cykling uden alder i hus. Og specialet? Det skal være færdigt til sommer.

”Jeg håber, at specialet kommer til at få en betydning, der rækker ud over specialet i sig selv, både i forhold til at skabe værdi for samfundet og for min karriere. Min drøm er, at Viking Bike Academy kan blive en ressource for udbredelsen af cyklismen i Argentina og måske siden også i andre syd- og latinamerikanske lande. Danmark sidder på et guldæg, hvad angår vores viden om cyklisme og cykelinfrastruktur.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet