Åh nej - den unge konsulent har været på kursus

Det var mandag. Der var morgenmøde i direktionssekretariatet, og for en gangs skyld var det ikke løbet af sporet. 

Vi manglede bare det sidste punkt, før vi kunne komme tilbage til vores computere: Den nye strategiportal på intranettet, hvor vi lige skulle huske – indskærpede kontorchefen – at sende vores strategier op til Kommunikation, så de kunne ligge klar på portalen, når den blev lanceret.

Folk nikkede fraværende – allerede halvt ­oppe af stolene – da der lød en stemme fra den modsatte ende af bordet: 

”Er det ikke lidt uambitiøst bare at lægge strategierne på intranettet?”

Alle vendte sig. Det var Susanne. En af de unge konsulenter.

”Bør vi ikke overveje,” fortsatte hun, ”hvilke konkrete handlemønstre vi ønsker at forandre hos medarbejderne ved at kommunikere strategierne? For hvis medarbejderne bare gør, som de plejer, når vi er færdige med at ­kommunikere, så har strategierne jo ikke haft nogen ­reel effekt.”

Et øjeblik forstod ingen, hvad der foregik … Så registrerede vi det religiøse blik i hendes ­øjne: Åh, gud. Hun havde været på kursus.

Hun havde siddet en uge på en eller anden herregård, langt væk fra virkeligheden og spist ny nordisk mad, mens hun blev hjernevasket med vanvittige idéer om aktiv læring og modtagerorienteret kommunikation. Og nu var hun kommet hjem – opfyldt af den hellige ild – med en fuldstændig forfejlet forestilling om, at det, hun havde lært, skulle implementeres i virkeligheden.

Omkring bordet var folks øjne fyldt af en blanding af vantro og aggression. Der lå halvtreds mails og ulmede i indbakken. Der var deadline til direktionsmødet tirsdag morgen. Og nu ville hun diskutere, hvilke ændringer i medarbejdernes handlemønstre vi ønskede at skabe ved at kommunikere strategierne? Hvilken planet levede hun på? Vi lavede sgu da ikke strategier, fordi vi troede, at det ville ændre med­arbejdernes handlinger. Vi lavede strategier, fordi … Nej, men for helvede… Den tanke havde man ikke engang kræfter til at tænke færdig. 

Medarbejdernes øjne gled frygtsomt op til kontorchefen. Ville han bide på? Ville han ­kaste os ud i en uendelig diskussion om, hvad vi ­lavede, og hvorfor vi gjorde det? På en mandag! Så trådte han i karakter.

”Det er en utrolig spændende pointe,” sagde han og nikkede anerkendende ned mod ­Susanne. ”Men spørgsmålet er, om vi kan yde den retfærdighed her på morgenmødet? Jeg ­foreslår, at vi tager den op på kontorseminaret. Og så kan du måske lave et oplæg?”

Få sekunder senere smilede vi skævt, mens vi sivede ud af mødelokalet. Ikke alene var ­diskussionen slået ihjel. Forræderen var ­blevet straffet på passende vis med ansvaret for at planlægge kontorseminaret.

Gennem ruden til mødelokalet kunne jeg se, at ilden var slukket i Susannes øjne. Så var der da én, der havde lært noget.