Det stærkeste dyr på savannen

Hvilket dyr han ville være?”

Konsulenten fra HR nikkede entusiastisk: ”Det er til medarbejderseminaret,” forklarede hun. ”Så det ikke bliver så tungt og fagligt.” Hendes ansigt fyldtes med ubehag ved tanken om noget, der var fagligt. ”Vi tænkte, det kunne være sjovt, hvis ­direktionen lige starter med at gå på scenen og fortæller, hvilket dyr de ville være, hvis de var et dyr.”

Jeg mærkede mit blik søge over mod vinduet. Gad vide hvor hurtigt man ville dø, hvis man kastede sig ud?

”Og så ville vi lige høre jer, hvad I regnede med, at styrelsesdirektøren vil sige,” forklarede hun. ”Bare for at kalibrere.”

Jeg tvang mit blik tilbage til HR-konsulenten.

”Birte oppe fra os siger jo helt sikkert, at hun er en gazelle,” fortsatte hun begejstret. ”Det ­hurtigste dyr på savannen.”

Og som de andre dyr spiser til morgenmad, tilføjede jeg for egen regning, mens jeg forbandede HR’s evindelige fjollerier. Det var vel ­ikke en børnehave, dette her. Så hørte jeg hendes ­tilføjelse:

”Og Martin siger jo nok, at han er en løve.”

Og så var det måske alligevel en børnehave.

”Hvorfor siger Martin, at han er en løve,” spurgte jeg hurtigt. Martin var økonomidirektør. Han var vel for helvede ikke en løve?

”Fordi han … altid er på jagt efter ­besparelser,” forsøgte HR-konsulenten uroligt. ”Og fordi den er … stærk … eller …”

Jeg mærkede irritationen boble indvendig. Der var i forvejen en misforstået – helt og aldeles misforstået!!! – stemning i organisationen af, at det i virkeligheden var ­økonomidirektøren, der bestemte. Dette her ville underminere ­styrelsesdirektøren endnu mere.

”Ville det ikke være mere rigtigt, hvis ­styrelsesdirektøren var en løve?” hørte jeg mig selv sige.

”Det er måske bare lidt svært,” sagde HR-konsulenten tøvende. ”Når nu Martin ­allerede har sagt, at han vil være løven?”

Jeg stirrede frustreret på hende. Det var jo børnehavelogik. Men det var samtidig uimod­sigeligt.

”Men så må styrelsesdirektøren jo være …”

Jeg forsøgte at tænke hurtigt: Hvilket dyr var stærkere end løven? En blåhval? Den var i hvert fald større. Men direktøren var vel ikke en blåhval? En isbjørn? Den var iskold. Og stærk. Men kunne den klare en løve? Det var jo svært at ­vide. De boede i hver deres verdensdel. Og … FOR HELVEDE … det var jo sådan noget, jeg havde siddet og diskuteret, da jeg gik i ­tredje klasse. Det kunne jo ikke være sandt. Indtil det pludselig slog mig, hvad jeg altid selv havde valgt, da jeg gik i tredje klasse.

”Så må styrelsesdirektøren være en Tyranno­saurus Rex,” sagde jeg sejrssikkert.

”Ja, selvfølgelig.” HR-konsulenten smilede, som om det hele gav mening nu. ”Det tror jeg, at medarbejderne vil synes er rigtig sjovt.” Hun gjorde et hurtigt notat på blokken:

”Styrelsesdirektør = dinosaur.”