Oliver
2 år siden
Is it possible to find a source list for these data? More specific about the research team in Israel?
21.10.2015
af
Assia Awad
Upålidelige øjenvidneudsagn, falske tilståelser og diskrimination betyder, at borgere i USA bliver dømt for forbrydelser, de ikke har begået, hævder lektor i jura Adam Benforado i sin bog. Han opfordrer derfor til en revidering af retssystemet.
Den 17. august 1992 blev den 11-årige Holly Staker voldtaget og dræbt med 27 knivstik, mens hun passede to små børn i Waukegan, Illinois. Ti uger inde i eftersøgningen fik politiet et tip om, at den 19-årige Juan Rivera var indblandet. På trods af at han var uskyldig, underskrev han efter fire dages udmattende forhør en tilståelse og blev efterfølgende idømt fængsel på livstid. Dommen blev appelleret, men Juan Rivera blev endnu en gang dømt skyldig.
At få sagen afprøvet ved domstolene endnu en gang synes noget nær umuligt, men en udvej blev fundet. Ved obduktionen af det 11-årige offer var der blevet taget en prøve fra pigens vagina, som aldrig var blevet testet. I 2005 lykkedes det at få prøven undersøgt, og sæden viste sig ikke at tilhøre Juan Rivera.
Den tredje retssag startede den 13. april 2009, og Riveras advokater var overbeviste om, at han denne gang ville blive frikendt. Dels var der ingen fysiske beviser, der forbandt ham til gerningsstedet, og dels var han på gerningstidspunktet udstyret med en elektronisk fodlænke, som betød, at han ikke kunne forlade sit hjem uden, at en alarm ville blive aktiveret, hvilket ikke var sket.
Alligevel blev Juan Rivera igen dømt skyldig i mord og voldtægt. Hvorfor? Primært fordi han havde underskrevet en tilståelse, og hvem indrømmer at have en begået en så forfærdelig forbrydelse, hvis man er uskyldig?
Det er der faktisk en del, der gør, lyder svaret fra Adam Benforado, der er lektor i jura ved Drexel University og forfatter til bogen ”Unfair: The New Science of Criminal Injustice”.
”I mange år anså man det for en umulighed, at en uskyldig person ville tilstå en forbrydelse, medmindre vedkommende var blevet udsat for fysisk tortur. I særdeleshed når det drejede sig om meget alvorlige forbrydelser som voldtægt og mord. Men dna-beviser har nu vist, at ikke alene er det muligt, det er også en ledende årsag til fejlagtige domme i forhold til folk, der er dømt for mord og røverier,” forklarer Adam Benforado, der håber, at hans nye bog kan være med til at åbne offentlighedens øjne for de mange skjulte kræfter, der påvirker retssystemets aktører.
”Vores retssystem er baseret på en masse forestillinger om menneskelig adfærd, der ikke er understøttet af videnskaben. Det er der ikke noget underligt i, det er trods alt blevet skabt over adskillige århundreder, hvor der ikke fandtes forskning i, hvordan menneskers hukommelser fungerer, hvordan folk træffer beslutninger, og hvorfor folk begår forbrydelser. Det er først nu, vi begynder at have beviser, der udfordrer de konventionelle modeller, som danner basis for vores retssystem,” siger den amerikanske lektor.
En udbredt forestilling, uden hold i virkeligheden, er for eksempel, at vi ved, om vi har fordomme, og vi kan kontrollere dem.
”Særligt i USA, men også andre steder, er der en idé om, at når en person har fordomme, så er de bevidste om dem. Du ved altså, når du diskriminerer mod for eksempel sorte, jøder eller muslimer. Men den psykologiske forskning viser, at en masse skadelige fordomme ikke kan erkendes ved selvransagelse. Du ved ganske enkelt ikke, at du er i besiddelse af disse implicitte fordomme, og at du handler ud fra dem.
I USA tror mange mennesker, at de behandler sorte og hvide ens, men data viser et helt andet billede. Sorte mænd skal betale højere kaution, de bliver i højere grad udsat for politivold, og de er i større risiko for at blive idømt dødsstraf end en hvid tiltalt. Faktisk viser forskning, at jo mere afrikansk-amerikansk du er, jo tykkere læber, jo bredere næse, jo mørkere din hud er, jo mere sandsynligt er det, at du bliver idømt dødsstraf. Men videnskaben viser også, at mekanismen ikke er bevidst forskelsbehandling. Det er ikke fordi, der sidder en masse jurymedlemmer, der bevidst ønsker at behandle sorte mennesker dårligere end hvide,” pointerer Adam Benforado.
Det er dog ikke kun fordomme, der betyder noget i forhold til, hvilken behandling du får i retssystemet, noget så banalt, som det tidpunkt på dagen, din sag behandles på, kan også have vidtrækkende konsekvenser.
”I Israel undersøgte forskere et udvalg, der vurderer fangers ansøgninger om prøveløsladelse. Før jeg så denne undersøgelse, ville jeg som underviser i strafferet have sagt, at det, der betyder noget for, om en person bliver prøveløsladt eller ej, er alvorligheden af den forbrydelse, de har begået, og om de har forbedret sig i fængslet. Men da forskerne undersøgte, hvilke faktorer der var mest vigtige, fandt de, at den suverænt mest vigtige faktor var, hvilken tid på dagen man fik foretræde for udvalget. Hvis det var om morgenen, var chancen for løsladelse meget høj, hvis det var lige inden den første pause på dagen, var de meget lave. Jeg mener, det er et tegn på, at der er en masse forhold, der operer uden for vores bevidsthed, som ikke skulle have betydning for udfald, men alligevel har det,” siger Adam Benforado.
Et andet problem, ifølge Adam Benforado, er en alt for stor tiltro til øjenvidners hukommelse.
”Når et øjenvidne træder frem og siger: ’Jeg er sikker på, at det er fyren ‘, anser vi det for et godt grundlag for at få en person dømt, og vi føler os meget sikre på, at vi har fået fat på gerningsmanden, men forskning viser, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. I USA bliver titusindvis af personer hvert år sigtede på baggrund af et øjenvidnes udsagn, men vi ved, at ved de såkaldte lineups, hvor et vidne bliver præsenteret for en række personer og bedt om at udpege en gerningsmand, udpeger øjenvidnet i en tredjedel af sagerne en uskyldig person fremfor den person, som politiet har mistanke til. Det er en meget høj fejlrate. Vi ved også, at falske øjenvidneidentifikationer er en af de ledende årsager til, at uskyldige mennesker bliver fejlagtigt dømt,” forklarer han.
Med den megen viden om adfærd og retssystemet, der nu er tilgængelig, er tiden derfor ifølge Adam Benforado inde til en opdatering af retssystemet baseret på den nyeste forskning.
”Innovation synes at være en naturlig del af samfundet på andre områder. Der accepterer vi, at hvad vi vidste for ti år siden, formentligt ikke er helt så godt som det, vi ved i dag. Men det er som om, loven opererer efter andre principper, og det, mener jeg, er fundamentalt forkert. I min bog kommer jeg med en række forslag til ændringer. Nogle idéer er så simple som at sørge for, at når et øjenvidne bliver kaldt ind for at identificere en mistænkt, så må den betjent, der leder identifikationen, ikke vide, hvem den mistænkte er. Men jeg mener også, vi skal se på, hvad vi kan gøre 50 til 100 år ude i fremtiden. For at navigere udenom nogle af de bias, jeg diskuterer i bogen, bør vi tænke over, hvordan vi kan skabe mere kontrollerede miljøer, hvor vi kan afvikle retssager. En løsning kan være en virtuel retssal. Folk bruger deres øjne til at vurdere en række forhold, og vores øjne kan snyde os. Vi ved for eksempel, at juryer er mere tilbøjelige til at tro på et tiltrækkende øjenvidne fremfor et mindre tiltrækkende, og vi ved også, at en persons hudfarve har betydning for, hvilken dom vedkommende får. Med en virtuel retssal kan vi forhindre, at jury og dommer fokuserer på irrelevante faktorer som, hvor overvægtig advokaten er, hvilken hudfarve den tiltalte har, og hvor tiltrækkende øjenvidnet er,” pointerer han.
Hvad angår Juan Rivera, så gav hans advokater ikke op. Den 9. december 2011 besluttede en appeldomstol, at den tredje dom ikke var gyldig, og han blev løsladt efter 20 år i fængsel.
Ledige stillinger