Nyttigt politisk værktøj og verbal losseplads

Vores folkevalgte politikere deler links og fotos på Facebook, så vi løbende kan følge alt lige fra finanslovsforlig til trivielle togture og livets gang på borgen. De er ikke karrige med opdateringerne. Orddueller brænder gennem skærmen og ind i stuerne, hvor vi i utvetydige vendinger kan udtrykke begejstring eller afsky for vores nye nationalret, en politikers besøg i en børneinstitution eller det seneste udspil på udlændingeområdet.

Afstanden mellem borgere og politikere har tilsyneladende aldrig været kortere, og på den måde har Facebook rykket ­Habermas’ ideal om den frie og lige dialog ind i vores stuer.

Reel dialog

Anders Samuelsen, MF og partileder for Liberal Alliance, bruger meget tid på Facebook i et forsøg på at gøre op med folks fordomme om, hvad Liberal Alliance står for.

”Facebook giver en meget umiddelbar tilgængelighed. Folk kan altid komme i kontakt med mig eller kommentere mine indspark,” siger han.

På samme måde oplever Yildiz Akdogan, MF for Social­demokraterne, at hun kommer i kontakt med meget forskel­lige vælgergrupper via Facebook.

”Et formål med at være på Facebook er blandt andet at nå ud til modstandere af ytringsfriheden. Især mange ­unge ­nydanske mænd reagerer voldsomt på mine holdninger til ­islam eller ligestilling. Dem går jeg i dialog med, og jeg lader nok mange indlæg stå, som andre ville have slettet.”

Yildiz Akdogan mener, hun får indblik i stemningen blandt befolkningen via Facebook, ligesom det sociale netværk giver hende mulighed for at komme ud med budskaber og holdninger, der ikke er plads til at lufte på radio og tv.

Ægte dialog er en hed drøm

Jakob Linaa Jensen, ph.d. og lektor i medievidenskab på ­Aarhus Universitet, har forsket i netdebatter gennem de ­seneste 10-15 år og er helt enig i, at der er et ­kæmpe ­potentiale for dialog mellem politikere og borgere på ­Facebook. Danskerne har mere end 3 mio. profiler på Facebook, og han ser mange eksempler på en både saglig og ­demokratisk dialog. Men alligevel er han skeptisk:

”Den borgerkontakt, som politikerne får via Facebook, dækker jo ikke over alle store vælgergrupper. At det skulle forholde sig sådan, er blot en hed drøm om et ­deliberativt ­demokrati, hvor man fører dybe samtaler med en politisk ­engageret befolkning.” 

Jakob Linaa Jensens forskning viser, at størstedelen af vælgerne ikke deltager i de politiske netdebatter. En af grundene til dette er, at hvis man er for kritisk over for en politiker på vedkommendes Facebook-væg, så er der med det samme ­politiske rygklappere, der stiller op og provokerer den, der har luftet kritikken. En del politikere sletter også indlæg, der siger dem imod. Det får mange til holde sig tilbage.

”Vi ser også en hel del konflikter, der overspilles fra politikernes side. Forskningsmæssigt er jeg gået væk fra Habermas, for jeg tror ikke på en harmonisk, fri og lige debat. Politik er konflikter og slagsmål,” siger Jakob Linaa Jensen.

En negativ spiral

Og det er da heller ikke smalle saglige dialoger på ­Facebook, som giver politikerne presseomtale. Det oplevede Yildiz ­Akdogan, da hun i sin tråd på Facebook skrev, at Svend Auken ville vende sig i sin grav over partifællen Mette ­Reissmanns udsagn om, at asylansøgere ikke er ønskede i Danmark. Journalisterne begyndte at ringe med det samme, og i løbet af ingen tid blev hun citeret i flere medier.

”Sådan er præmissen desværre blevet,” siger Yildiz Akdogan.

”Mine lange debatter på Facebook når måske ud til 10-12 personer. Men med en provokerende oneliner så ringer News, og budskabet kommer pludselig ud i hele landet.”

Hun kalder det en negativ spiral, når medierne efterspørger konflikter og tilspidsede politiske kampe, som politikerne så søger at levere.

Et nyttigt redskab

På den anden side så er Facebook også et nyttigt redskab, når man vil have sit budskab ud til journalisterne på en måde, så det ikke kan misforstås. Det mener Marie Krarup, MF for Dansk Folkeparti:

”Jeg oplever gentagne gange at blive fejlciteret, når jeg ­bliver interviewet. Derfor er det befriende at forklare mine holdninger med egne ord på Facebook. Så er jeg sikker på, at alle nuancer kommer med.”

Marie Krarup skriver tit et debatoplæg på Facebook, hvis der foregår en politisk diskussion, hvor hun ikke har haft mulighed for at sige sin mening eller er blevet ­misforstået. Typisk går journalisterne så ind og tager direkte citater fra hendes væg.

Symbolpolitik provokerer

Det er særligt symbolpolitikken - udlændinge, kriminalitet, social forsorg - der virkelig kan få gang i de verbale slagsmål på Facebook. De emner fremkalder ofte følelser hos folk, som er alt andet end hjertelige.

”Så de politikere, som er meget engagerede og rapkæftede, kommer naturligt på øretævernes holdeplads, når folk ­kommenterer,” forklarer Jakob Linaa Jensen.

Det er netop, hvad Marie Krarup oplever på Facebook. Når hun poster et debatoplæg som ’næstekærlighed skal væk fra udlændingedebatten’ eller lignende, så reagerer folk ­prompte. På hendes Facebook-væg er det tydeligt, at folk reagerer ­voldsomt på udlændingedebat og religiøse spørgsmål. Så skærpes tonen i kommentarerne. Men omvendt så er der ikke rigtig nogen, der løfter et øjebryn, når hun skriver om undervisningsområdet og forsvarspolitik.

Debatten bliver af og til lidt for livlig ifølge Marie Krarup, men hun er alligevel ikke i tvivl om, at Facebook er et vigtigt politisk redskab:

”Hvis man bare har hård hud på kroppen og ikke lader sig gå på af de hadske kommentarer, så synes jeg ikke, det overdøver det positive ved dialogerne derinde.”

Anders Samuelsen tilføjer, at kritik er en del af spillet:

”Som man råber i skoven, får man svar, så det er da fuldstændig fair. Når jeg skriver noget, så er det også for at få ­andre folk til at forholde sig til det, og det gælder også mine kritikere. Saglig kritik er altid hjertelig velkommen.”

Fremtidens losseplads?

Selvom de saglige og fornuftige diskussioner knopskyder i bedste velgående på politikernes Facebook-vægge, så er det også platform for meget skarpe orddueller.

”Nogle bruger nærmest de sociale netværk som en stor ­losseplads og poster indlæg, som tidligere ikke kom uden for værtshusets fire vægge,” siger Jakob Linaa Jensen.

Tiltag for at få en bedre takt og tone er i gang. Yildiz ­Akdogan er ved at udvikle et kodeks for acceptabel adfærd på hendes Facebook-væg, og Anders Samuelsen er meget ­bevidst om, at der ikke er fri adgang til at råbe fra hans væg. Han handler konsekvent med at blokere for underlødige og ­uacceptable kommentarer.

Men der er ikke noget adfærdskodeks på vej for politikernes egne ytringer. Så hvilken vej, de politiske diskussioner på Facebook bevæger sig, er meget op til politikerne selv: Om vi får mere dialog og mindre losseplads.