Mit liv hænger bedre sammen som selvstændig

10.9.2014

af

Der går ikke så mange penge ind på kontoen om måneden, som der gjorde før – endnu. Men Charlotte Horn gik også primært efter, at et liv som selvstændig skulle give bedre balance i hverdagen. Og det gør det – for det meste.

Nogle uger arbejder Charlotte Horn fem timer. Andre uger arbejder hun 50. For som selvstændig har opgaverne det med at komme i ’klumper’, som hun siger.

Charlotte Horn er cand.merc. i afsætning og har tidligere arbejdet som både eksportassistent, kommunikations- og marketingsansvarlig. Det er fem år siden, at hun blev selvstændig med virksom-heden Webupdater, hvor hun hjælper virksomheder med at opdatere tekster og indhold på deres hjemmesider. Og så har hun en lille nebengeschäft som eventmanager.

Det var især ønsket om at få bedre balance i hverdagen, der gav hende skubbet til at blive sin egen chef. På det tidspunkt havde hun to små børn og en mand, der rejste meget. Så en fuldtidsstilling var ikke optimalt, og der var ikke en overflod af deltidsstillinger med ’kød’ på.

”Jeg havde svært ved at forestille mig, at jeg kunne få et spændende deltidsjob. Og så tog jeg springet. Tanken havde spiret et stykke tid – måske ubevidst altid, for både min farfar og far har været selvstændige i samme virksomhed. Jeg var på en eller anden måde tiltrukket af at blive min egen herre,” siger Charlotte Horn.

Mere fleksibilitet  lavere løn

Ganske vist er Charlotte Horn blevet herre i eget hus, og fleksibilitet har hun også fået mere af. Men hvad med økonomien?

”Ja, den var helt klart bedre før. Men min mand har et godt job, og det giver tryghed. Og så pyt med, at vi ikke kan rejse så meget sydpå, for hele familien sætter pris på den store fleksibilitet, jeg har i min hverdag nu.”

Hvad er det sværeste som selvstændig?

”Den store udfordring er helt klart, at jeg også skal være sælger,” siger Charlotte Horn.

Men via et netværk fra et iværksætterkursus fik hun de første kunder. Og så har hun fundet kunder via forældrekredsen omkring børnene og i omgangskredsen i det hele taget, og stille og roligt er kunderne begyndt at komme helt af sig selv via mund til mund metoden.

Ingen vokseværk

En anden udfordring er, at hun en gang imellem synes, det kan være lidt ensomt at være ene kvinde i virksomheden.

”Jeg er et socialt menneske, så jeg kan godt savne nogle kolleger. Men en gang imellem hjælper jeg til i en tøjbutik, og så får jeg behovet dækket for en tid,” siger Charlotte Horn.

Men hvad med hendes egen virksomhed – har hun ikke ambitioner om selv at ansætte medarbejdere?

”Nej, for det er jo mig og min måde at formulere mig på, som folk køber.”

Og har hun aldrig fortrudt, at hun blev selvstændig?

”Nej, heller ikke selv om jeg er livrem og seler-typen og heller ikke selv om, jeg har bidt negle en gang imellem. Hvis man står ved en skillevej, skal man følge sin mavefornemmelse – jeg valgte den rigtige vej.”

Men er det også en vej, hun vil blive på – fortsætter hun som selvstændig?

”Ja, hvis jeg kan blive ved med at få opgaver. Og det ser ud til, at det kan lade sig gøre. Jeg startede mit firma, lige da finanskrisen rullede ind over landet, og jeg har da haft perioder, hvor jeg har haft meget lidt at lave. Men nu kan jeg godt mærke, at der er gang i hjulene igen, og opgaverne kommer i en lind strøm.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet